Den ligner en iPhone. Det var den nemme del.

Den bag glasset

På en messe i København, på en etage fyldt med de sædvanlige voluminøse kasser, stod der en oplader bag glas. Man kunne se på den, men man måtte ikke røre ved den. amina havde besluttet at udstille en vægmonteret vekselstrømsoplader på samme måde, som et galleri udstiller en lille skulptur: på en sokkel, afspærret med reb og oplyst ovenfra. Det burde have set absurd ud. Det gjorde det ikke.

Ellen Trolle og Philip Aude Skeldrup standsede begge ved den stand. De to stod for eMobility hos Norlys, og det, der fik dem til at standse, var opladerens udseende. Det, der fik dem til at blive der, og det, der til sidst førte til, at Norlys-navnet kom på den, er det, man ikke kan se på udseendet.

Lad os starte med at se på, hvem Norlys er, for størrelsen har betydning. Det er Danmarks største integrerede energi- og telekoncern, og det er et andelsselskab, der ejes af mere end 800.000 af sine egne kunder. Når Philip taler om alle de forhindringer, der skal overvindes, er han omhyggelig med ikke at romantisere det. »Det ligger helt sikkert i vores DNA. Vi er bevidste om vores ejerskab i alt, hvad vi gør,” sagde han. ”Men i sidste ende driver vi en kommerciel virksomhed.” Det andelsbaserede ejerskab betyder ikke, at beslutningerne bliver blødere. Tværtimod gør det fejltagelser mere synlige.

Ikke noget, man gør med venstre hånd

eMobility hos Norlys startede ikke som en storstilet plan. Det begyndte, med Ellens ord, som et defensivt træk: at sælge hjemmeladere, så kunder, der købte en elbil, ikke gik over til en konkurrent for at få deres strøm. Hun besluttede ret hurtigt, at det ikke var nok. »Jeg sagde: ’Det her kan ikke bare være noget, vi gør med venstre hånd. Vi er nødt til at opbygge en forretning omkring det her.» Fra starten af 2023 gjorde hun netop det og rekrutterede et ledelsesteam, der næsten udelukkende kom udefra i forhold til opladningsbranchen – helt bevidst – så forretningen kunne opbygges på den måde, Norlys ønskede, i stedet for som alle andre allerede gjorde det. Philip kom til et par måneder senere for at stå for den kommercielle del. Produkt- og forretningsudviklingsteamet er vokset fra fem til 25 personer, og det vokser stadig.

Det var altså ikke nogen lille indkøbsbeslutning. At skifte den oplader, der sidder på væggen i en dansk bolig, er, som Philip udtrykker det, »et stort projekt for os«. Der var involveret forretnings-, teknik- og cybersikkerhedsteams, hvor sidstnævnte var med, fordi et nationalt energiselskab betragter sikkerhed som et ufravigeligt krav. Installationspartnerne måtte vurdere, hvor lang tid det tager at montere hver enkelt enhed. Selv lageret havde noget at sige. Der gik næsten to år fra den første samtale til den første ordre.

En velovervejet risiko

Men Philips team arbejder ud fra en kort liste over ting, de ikke vil gå på kompromis med, og æstetik er ikke på listen. OCPP Native er derimod. »Vi skal have fuld kontrol over forbindelsen, punktum,« sagde han. Som telekommunikationsvirksomhed ønskede Norlys også sit eget indbyggede SIM-kort i opladeren, der kører på deres eget netværk. De ønskede løsninger, der fungerede for begge parter. Og de ønskede en oplader, som deres montører kunne installere hurtigt, fordi installationstiden er en af de største omkostninger i hele driften. På det punkt levede amina-opladeren op til forventningerne: Ifølge dem selv kan enheden monteres på under fem minutter, hvilket er betydeligt hurtigere end de bokse, den erstattede, plejede at tage.

Der var dog en hage, og det var en rigtig stor en. Da forhandlingerne gik i gang, fandtes den produktvariant, som Norlys til sidst valgte – amina C – endnu ikke som et godkendt produkt i serieproduktion. Norlys blev bedt om at satse på en oplader, som virksomheden ikke kunne købe, fra en producent, den ikke havde samarbejdet med før, og om at vente. Så ventede den, med jævnlige statusmøder, i det meste af to år.

»Det var et dristigt træk,« indrømmer Ellen. »Vi er meget afhængige af, at kvaliteten er i orden, og at vi kan skalere.« De gjorde det alligevel. »Vi fulgte vores mavefornemmelse og tog en velovervejet risiko,« sagde Philip. »Vi troede på virksomheden, vi troede på dialogen med Rasmus, og så traf vi beslutningen.« Norlys havde tidligere støttet en uerfaren partner, nemlig Monta, i begyndelsen af Montas rejse, og det sats havde betalt sig. De traf den samme slags beslutning igen.